Velkommen til AkutGruppe Sydfyn

AkutGruppe Sydfyn logoVelkommen til AkutGruppe Sydfyns hjemmeside! Her kan du læse om vores arbejde gennem 5 år for bevarelsen af Svendborg Sygehus som akutsygehus.

Hvem er vi?

Vi er en tværpolitisk borgergruppe, der siden 2007 har kæmpet for at bevare og udbygge akutberedskabet på Svendborg Sygehus, men på et møde d. 28. december 2011 besluttede akutgruppen at indstille arbejdet, set i lyset af, at regionsrådet har måttet indse, at regeringen ikke vil acceptere regionsrådets ønske om at bevare Svendborg Sygehus som akutsygehus.
Læs mere om os her.

Lidt historik

Siden starten af 2007 har Akutgruppe Sydfyn oplevet massiv opbakning fraSydfyns borgere, erhvervsliv og lokale politikere. Således lykkedes det os i første omgang at indsamle 61.411 underskrifter, som blev brugt til at overbevise Region Syddanmark om, at en akutfunktion på Svendborg Sygehus både økonomisk og sundhedsfagligt var den bedste løsning for Fyn – selvfølgelig i tæt samarbejde med et nyt og moderne universitetshospital i Odense.

Vi har i Akutgruppen udarbejdet 3 høringssvar til Region Syddanmark, der efter en flot demokratisk proces efterfølgende i stor enighed vedtog at bevare og udbygge akutberedskabet på Svendborg Sygehus.

Et udvalg, Erik Juhl-udvalget, nedsat af den borgerlige regering anbefalede akutberedskabet på Svendborg Sygehus nedlagt som betingelse for at yde 6,3 milliarder kroner til et nyt supersygehus i Odense. Herefter underkendte den borgerlige regering Region Syddanmarks demokratiske beslutning og forlangte at regionen skulle udarbejde en plan, hvor  Svendborg Sygehus skulle nedlægges som akutsygehus, hvis regionen ønskede et nyt og moderne OUH. 

Disse høringssvar kan du læse her. Dermed stod regionen tilbage med et “pest eller kolera”-dilemma. Selvfølgelig ønsker regionsrådet et nyt OUH – og det gør vi i Akutgruppe Sydfyn sandelig også – men det må under ingen omstændigheder ske på bekostning af borgeres tryghed.

I efteråret 2010 stod det dog imidlertid klart, at regeringen og ekspertudvalget ikke var modtagelige for vores argumenter, og regionsrådet måtte nødtvunget opgive akutberedskabet i Svendborg for at få midlerne til et nyt OUH. I stedet vil man så indrette et specialsygehus i Svendborg, hvor man ellers har etableret en nybygget akutfunktion, der er taget i brug og officielt bliver indviet i januar 2012.

Alle kvadratmeter i Svendborg og Odense vil blive brugt, hvadenten man vælger at bevare akutberedskabet i Svendborg eller omdanner sygehuset til et specialsygehus. Det handler altså kun om, hvilke patientgrupper, der skal være i henholdsvis Svendborg og Odense.

Økonomisk er der ingen forskel på de 2 modeller, men ingen tvivl om, at valget af Svendborg Sygehus for alvor vil bringe fynboerne ud på lande- og motorvejene. Mange akutte patienter skal køre forbi Svendborg Sygehus for at blive visiteret og behandlet i Odense, og lantidsmedicinske patienter fra hele Fyn samt visse dagkirurgiske patienter skal køres til Svendborg. Det er en kraftig begrænsning af det frie sygehusvalg.

Et af temaerne ved folketingsvalget 15. september 2011 var regionernes fremtid. Med “blåt” flertal ville regionerne blive afskaffet og Akutberedskabet på Svendborg Sygehus ville være nedlagt. Et rødt flertal ønsker regionerne bevaret og regionerne respekteret. Med resultatet af valget kunne man derfor forvente, at  Svendborg Sygehus som akutsygehus var reddet. 
Imidlertid lagde den nye regering så mange hindringer i vejen for Region Syddanmark, at regionsrådet af hensyn til den videre planlægning af OUH måtte opgive kampen for akutsygehuset i Svendborg.

Uden regionsrådet som kampfælle giver det ingen mening, at Akutgruppe Sydfyn fortsætter kampen. Derfor nedlagde Akutgruppe Sydfyn sig som gruppe d. 28. december.

Når Danmarks mest moderne fælles akutmodtagelse i januar 2012 indvies, vil Akutgruppen tømme sin konto og overrække et gavekort til den fælles akutmodtagelse, og vi håber så, at det kan bidrage  til at gøre opholdet i modtagelsens venteværelse lidt bedre for især børnene.

Tak for den store opbakning fra borgere, firmaer og organisationer.

Comments are closed.